Fire af 10 browsere er sårbare

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/12/2013

Næsten 40 procent af browsere er sårbare. Det skyldes primært, at de anvender plugins, der ikke er opdateret.

Tallene stammer fra tjenesten Qualys BrowserCheck, hvor brugere kan tjekke sikkerheden i deres browser. Det har over 1,4 millioner gjort.

39 procent af de testede browsere havde kritiske sårbarheder, som angribere kan udnytte.

Men generelt er brugerne gode til at holde deres browsere opdateret. 90 procent af alle Chrome-versioner var opdateret, 85 procent af Firefox og 75 procent af Internet Explorer.

Problemerne ligger i plugins. Her er Adobe Shockwave den værste: Der blev fundet sårbare versioner af den på 23 procent af pc'erne. Derefter følger Java, Apple QuickTime, Adobe Reader og Adobe Flash. For dem alle fandt testen over 10 procent sårbare versioner.

Anbefaling
Hold browseren opdateret. Fjern plugins, du ikke har brug for, og hold de øvrige opdateret. Brug eventuelt et gratis værktøj som Qualys BrowserCheck.

Links