50 alvorlige angreb i Norge i 2013

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 1/4/2014

I 2013 håndterede Norges nationale it-sikkerhedsmyndighed 50 alvorlige sager, hvor hackere forsøgte at infiltrere virksomheder og offentlige myndigheder. Det er udtryk for en vækst, der ventes at fortsætte.

Det fremgår af årsrapporten fra Norges Nasjonal Sikkerhetsmyndighet (NSM), "Sikkerhetstilstanden 2014".

I alt håndterede NSM 15.815 sikkerhedshændelser på netværk. 3.901 af sagerne blev håndteret manuelt, og 50 af dem regnes for alvorlige. Det kan være industrispionage, angreb på kritiske it-systemer eller hændelser, der får store konsekvenser for mange brugere.

I 2012 var der 46 alvorlige sager, mens der i 2011 var 23.

I nogle af sagerne kan angriberne have været inde i systemerne i flere år. Ved en af dem anslås det, at der gik mellem 15 og 18 måneder, før hackerangrebet blev opdaget.

Blandt sagerne var et angreb på en norsk industrivirksomhed. Angriberne anvendte en virus, som de også havde brugt ved tidligere hændelser rettet mod samme virksomhed. Den tidligere håndtering havde altså ikke været tilstrækkeligt til at hindre en gentagelse.

NSM mener, at mange virksomheder savner overblik over deres værdifulde it-aktiver og sikkerhedstilstand. De har ikke dokumenteret deres sikkerhedsmæssige udfordringer, og virksomheden har ikke formuleret konkrete mål for sikkerhedsarbejdet.

Links