Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 29/4/2014
De fleste avancerede it-angreb i Europa rammer andre lande end Danmark.Det fremgår af 2013 FireEye Advanced Threat Report fra sikkerhedsfirmaet FireEye. Firmaet har trukket data om europæiske lande ud af den samlede rapport, og de viser, at Danmark i høj grad undgår angreb.
Over 70 procent af alle infektioner med avanceret malware ramte Storbritannien, Schweiz, Tyskland og Frankrig. Danmark lå på en 13.-plads blandt de 22 lande i undersøgelsen.
Tallene er dog ikke nødvendigvis repræsentative, da de afhænger af, hvor mange datakilder FireEye har i de enkelte lande.
FireEye beskæftiger sig primært med såkaldt APT (Advanced Persistent Threat) det er avancerede skadelige programmer, der bruges til målrettede og langvarige angreb. Her ligger Tyskland på en førsteplads efterfulgt af Storbritannien og Schweiz.