USA anklager Kinas hær for hacking

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/5/2014

USA's justitsministerium har rejst tiltale mod fem officerer i Kinas hær for hacking og industrispionage. De fem arbejder angiveligt i den hackerorganisation, som et sikkerhedsfirma afslørede for et år siden.

Anklagen lyder på, at de sammen med andre har hacket sig ind i amerikanske virksomheder. Blandt ofrene er Westinghouse Electric, Alcoa og U.S. Steel.

Ifølge anklageskriftet arbejder de i Unit 61398 under den kinesiske hær. Det er den afdeling, som sikkerhedsfirmaet Mandiant identificerede for et år siden som hjemsted for hackergruppen APT1 (også kendt som Comments Crew).

Richard Bejtlich fra Mandiant (der siden er købt af FireEye) skriver, at anklagen for første gang viser sammenhængen mellem hærens spionage og industrispionage. Ifølge anklageskriftet har kinesiske statsejede virksomheder direkte hyret enheden til at hacke sig frem til fortrolige oplysninger om deres amerikanske konkurrenter.

Kina har svaret, at anklagerne er grundløse. Landets officielle nyhedsmeider rapporterer, at amerikanske computere direkte kontrollerer 1,18 millioner computere i Kina, som de har hacket.

Links