Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/1/2015
Stadig flere skadelige programmer har form af makroer i Office-dokumenter, der spredes via e-mail. Bagmændene narrer ofrene til at aktivere makroer.Den type trussel var udbredt for flere år siden. Men antallet faldt, da Microsoft gjorde det sværere for angriberne: De nyere udgaver af Office-pakken spørger brugeren om lov, før et dokument får lov til at køre makroer.
Den hindring forsøger de it-kriminelle nu at komme uden om ved at narre brugeren til at slå den fra. Det sker via en e-mail, der er forklædt som en besked fra Office om, at det er nødvendigt at slå makroer til.
Microsoft Malware Protection Center har især observeret en vækst i to makrobaserede trojanske heste: Adnel og Tarbir. Siden midten af december har de været i kraftig vækst, hvor der på en dag blev set over 7.000 af dem.
Foreløbig har primært brugere i Storbritannien og USA været ramt.
Mailene angiver gerne at indeholde en faktura, bestillingsbekræftelse eller betalingsoplysninger i det vedhæftede dokument.
Anbefaling
Undlad at åbne vedhæftede filer, du får tilsendt uopfordret.