Stor vækst i danske sikkerhedshændelser

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/2/2015

DKCERT håndterede 250 procent flere sikkerhedshændelser i 2014 end året før. Det fremgår af DKCERT Trendrapport 2015, som udkommer i dag.

En del af væksten skyldes, at DKCERT indsamler mere information nu. Det kan lade sig gøre, fordi meget af sagsbehandlingen er automatiseret.

DKCERT behandlede i 2014 i alt 65.267 sikkerhedshændelser. 12 procent af hændelserne handlede om computere, som it-kriminelle kan fjernstyre via botnet. Det antal er mere end tidoblet på et år. I 2014 håndterede DKCERT 7.584 hændelser af den type, hvor tallet i 2013 var 580.

Et botnet er et netværk af computere, som er inficeret med skadelige programmer. Det skadelige program kommunikerer over internettet med bagmændene, der på den måde kan fjernstyre alle de computere, de har inficeret.

Foruden statistikker over sikkerhedshændelser i 2014 indeholder DKCERT Trendrapport 2015 en gennemgang af de vigtigste begivenheder inden for informationssikkerhed i det forgangne år.

Et helt kapitel drøfter problemerne ved, at en organisations sikkerhed ofte afhænger af sikkerheden hos dens leverandører og samarbejdspartnere.

Trendrapporten afsluttes med en stribe gode råd til it-ansvarlige og ledelser på universiteterne, når det gælder om at øge informationssikkerheden.

Links