Mobile enheder udgør kun lille risiko

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/4/2015

Kun få smartphones er inficeret, og de udgør som regel ikke en risiko for den virksomhed, medarbejderen er ansat i. Det viser den seneste sikkerhedsrapport fra Verizon.

0,68 procent af smartphones er inficeret. De fleste infektioner er med software, der viser uønskede reklamer eller på anden måde generer brugeren. Derimod bliver mobil malware sjældent brugt til at få fat i virksomheders fortrolige oplysninger. Kun 0,03 procent af smartphones er ramt af mere alvorlig malware.

Det fremgår af Verizon 2015 Data Breach Investigations Report. Rapporten analyserer knap 80.000 sikkerhedshændelser, hvoraf de 2.122 førte til tab af data.

Analysen viser, at i 70 procent af de tilfælde, hvor motivet til angrebet er kendt, blev andre end det primære offer også ramt. Det drejer sig typisk om servere, som hackere har fået adgang til og derefter udnyttet til DoS-angreb, spredning af malware eller phishing.

Angreb udnytter typisk sårbarheder, som der findes rettelser til. 99,9 procent af de udnyttede sårbarheder var blevet rettet mere end et år før angrebet. Dermed havde den ramte organisation haft mindst et år til at beskytte sig ved at installere den rettede version af det sårbare program.

Bare ti sårbarheder blev udnyttet i næsten 97 procent af angrebene i 2014.

Links