To ud af tre virksomheder har it-sikkerhedsproblemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/2/2003

Tal fra Danmarks Statistik viser, at to ud af tre virksomheder med internet-adgang oplevede mindst ét generende eller alvorligt sikkerhedsproblem sidste år.

Den mest udbredte gene var virusangreb, som 43 procent var plaget af. Softwarefejl ramte en tredjedel.

Til gengæld forsvarer firmaerne sig mod truslerne. 81 procent har således antivirusprogrammer, mens kun 53 procent har en firewall.

En ud af ti virksomheder oplevede et alvorligt it-sikkerhedsproblem. Også her var virusangreb den største trussel, mens hardwarefejl kom på andenpladsen.

I en pressemeddelelse kommenterer Rådet for it-sikkerhed tallene:

"Undersøgelsen understreger, hvad vi alle længe har vidst - at der er behov for at fokusere mere på it-sikkerhed i det danske samfund. Når to ud af tre virksomheder har it-sikkerhedsproblemer, bruges der uforholdsmæssigt mange ressourcer på at udbedre skader, som kunne have været undgået. En it-sikkerhedspolitik bør være en højt prioriteret aktivitet i virksomhederne," siger rådets formand, Allan Fischer-Madsen, i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse i november blandt firmaer med mindst fem ansatte. 3.549 firmaer besvarede spørgeskemaet. 91 procent af disse firmaer havde internetadgang, og det er kun dem, der er blevet spurgt om it-sikkerheden.

Links