IETF opretter arbejdsgruppe mod spam

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/3/2003

En arbejdsgruppe under IETF (Internet Engineering Task Force) skal forsøge at løse problemet med uønskede reklamer via e-post (spam).

Anti-Spam Research Group vil som en af sine første opgaver definere, hvad spam er. Arbejdsgruppen taler om "samtykke-baseret kommunikation". Målet er at udvikle en e-post-infrastruktur, hvor deltagerne har mulighed for at give - eller nægte at give - deres samtykke til at modtage bestemte former for meddelelser.

Sådan en infrastruktur kunne opbygges af flere moduler: En komponent, der giver brugeren mulighed for at give eller undlade at give samtykke. En komponent, der sørger for, at ønskerne bliver efterkommet. Og endelig en enhed, der holder øje med nettet og sporer dem, der ikke overholder reglerne.

Det skal være muligt at nægte at give sit samtykke, efter at man har modtaget en mail.

Arbejdsgruppen vil mødes to-tre gange om året. Derudover kommunikerer den via en postliste.

Links