Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/3/2003
Søgemaskiner som Google gør det nemt at finde ubeskyttede databaser på nettet, advarer en hacker.Metoden anvendes i jagten på databaser, der ved en fejl er gjort offentligt tilgængelige uden tilstrækkelig beskyttelse. Visse databaseprogrammer gør det meget enkelt at lægge en database på web. Men det medfører, at bestemte fraser altid vil optræde i de sider, den genererer.
Ved at søge efter disse fraser kan hackere finde frem til databaserne. Hvis de ikke er beskyttet med kodeord, er den fortrolige information dermed frit tilgængelig, skriver nyhedstjenesten Wired.
Wired har talt med hackeren Adrian Lamo, der tidligere har fundet og offentliggjort sårbarheder i it-systemer. Bladet nævner to eksempler på databaser lavet med programmet Filemaker Pro, der var frit tilgængelige på nettet: Den ene indeholdt oplysninger om lærere med tilknytning til Apple Computer, den anden var en database over patienter på et universitetshospital.