Kodelås på en chip beskytter it-systemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 7/3/2003

Forskere har udviklet en mekanisk lås, som de mener kan bruges til at beskytte computersystemer med. Kodelåsen er på størrelse med en skjorteknap.

Låsen er bygget med mikromekanik. Den indeholder seks tandhjul, der hver er på størrelse med et punktum i en avisartikel. Hjulene kan drejes til en million forskellige kombinationer.

Forskerne fra Sandia National Laboratories i USA venter, at kodelåsen kan bruges til at beskytte it-systemer med. Låsen har to sider: En offentlig og en beskyttet. Den åbnes ved, at man fra den offentlige side indtaster den korrekte kode. Hvis der indtastes en forkert kode, kan den offentlige side ikke bruges mere, før låsen igen er blevet indstillet fra den beskyttede side.

Kodelåsen kan indbygges i en chip. Opfindelsen ventes at blive til et kommercielt produkt i løbet af et par år.

Links