Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 7/3/2003
Flere programmer tilbyder at holde styr på de mange sikkerhedsrettelser til Windows og andre programmer. En test af fire programmer viser, at der er to måder at angribe opgaven på.Bladet Network World har testet fire programmer til at styre programrettelser til Windows: Patchlink Update 4.0, Hfnetchk Pro 3.8.103, Bigfix Enterprise 2.0 og Service Pack Manager 2000.
Testen viser, at softwarehusene anvender to forskellige metoder: To af programmerne anvender en serverkomponent og agentprogrammer, der skal installeres på de systemer, der skal overvåges. De to andre har kun et serverprogram.
Det giver ekstra besvær at installere agenter på de overvågede systemer. Til gengæld kan arbejdet med at analysere, hvilke rettelser computeren har brug for, udføres lokalt. Det giver mindre netværkstrafik i forhold til de programmer, der kun kører på serveren, som scanner klienterne.
På en skala fra 1 til 5 fik testvinderen, Patchlink Update, 3,85. Den vandt især point for fleksibiliteten, hvor systemadministrator selv kan definere nye pakker, der skal distribueres til brugerne. Nummer to, Hfnetchk Pro, havde til gengæld den bedste grafiske brugergrænseflade.