Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/4/2016
Bagmændene bag SpyEye og Blackhole er idømt fængselsstraffe.SpyEye var et værktøj til at lave botnet-software med. Hovedudvikleren af det var Aleksandr Andreevich Panin. Den 27-årige russer blev i går idømt ni et halvt års fængsel ved en domstol i Georgia, USA.
Hans medsammensvorne Hamza Bendelladj fra Algeriet blev idømt 15 års fængsel. Han var med til at udvikle og sælge SpyEye og drev også selv et botnet baseret på det.
I sidste uge blev syv hackere dømt ved en domstol i Moskva, Rusland for at stå bag exploit kittet Blackhole. Dmitry Fedotov, der var kendt under navnet Paunch, blev idømt syv år i en straffekoloni. Han menes at være hovedmanden bag Blackhole.
Det russiske sikkerhedsfirma Group-IB anslår hans indtægt til 50.000 dollars om måneden.
Blackhole er et program, der kører på en webserver. Når en browser besøger webstedet, afprøver det en lang række angreb, der udnytter kendte sårbarheder. Er browseren eller pc'en blot sårbar over for et af dem, bliver den overtaget.