Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/5/2016
Sikkerhedsforskere har fundet frem til en ny angrebsmetode, der kombinerer deduplikering af arbejdslageret med Rowhammer-angrebet.Deduplikering af arbejdslageret er en metode, der er indbygget i nyere versioner af Windows. Den bruges primært til at spare plads ved virtuelle maskiner: Hvis to virtuelle maskiner indeholder identiske data, lagres de kun en gang. Først når man prøver at ændre i data, skrives en kopi.
Det gør det muligt at udføre et sidechannel-angreb: En skrivning af data tager lidt længere tid end ved data, der ikke er deduplikeret.
Hidtil har den type angreb været anset for at være teoretisk mulige, men ikke anvendelige i praksis.
Fire forskere fra Vrije Universiteit i Amsterdam har imidlertid fundet en metode til at udnytte metoden i praksis. Dermed kan en angriber læse data på vilkårlige steder i arbejdslageret.
Metoden kan endvidere kombineres med Rowhammer-angrebet, der blev opdaget i 2014. Det udnytter en sårbarhed i den måde, DRAM-chips lagrer data på.
Forskernes kombinerede angreb kan læse og skrive data på vilkårlige placeringer i arbejdslageret.
Angrebseksemplet udnytter Javascript i Edge-browseren. Men forskerne understreger, at sårbarheden ikke ligger i Edge, men i styresystemet og hardwaren.
Forskerne arbejder med Microsoft om at finde metoder til at beskytte mod sårbarheden.