Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/6/2016
Lenovo anbefaler brugere at afinstallere programmet Lenovo Accelerator Application, der er leveret sammen med pc'er med Windows 10. Programmet har en sårbarhed, der kan udnyttes i et man-in-the-middle-angreb.Lenovo Accelerator Application bruges til at få Lenovo-applikationer til at starte hurtigere. Det er blevet installeret på nogle laptops og desktop-pc'er, der er leveret med Windows 10.
Sårbarheden ligger i programmets opdateringsfunktion. Den blev opdaget af sikkerhedsfirmaet Duo Security, der har fundet lignende sårbarheder i mange programmer, der leveres sammen med pc'er.
Duo fandt sårbarheder i opdateringsfunktionen på pc'er fra Acer, Asus og Lenovo, hvor opdateringer ikke blev sendt krypteret. Programmerne manglede også et signeret manifest, der angiver, hvilke filer der indgår i en opdatering. Her var også Dell og Hewlett-Packard sårbare.
Anbefaling
Afinstaller Lenovo Accelerator Application. Brugere af pc'er fra de øvrige leverandører, Duo har identificeret, bør undersøge, om der er sårbarheder.