De fleste sikkerhedsproblemer skyldes menneskelige fejl

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 19/3/2003

En amerikansk undersøgelse viser, at mindst 63 procent af sikkerhedsproblemerne i virksomheder skyldes menneskelige fejl. Organisationen bag rapporten mener, at mange sikkerhedshændelser kan undgås, hvis medarbejderne undervises i it-sikkerhed.

Rapporten "Committing to Security: A CompTIA Analysis of IT Security and the Workforce" er udarbejdet for brancheorganisationen Computing Technology Industry Association (Comptia). Den bygger på besvarelser fra 638 it-folk i erhvervslivet og den offentlige sektor.

31 procent af de adspurgte havde haft mindst en alvorlig sikkerhedshændelse i det sidste halve år. I over 63 procent af sikkerhedshændelserne var menneskelige fejl den underliggende årsag til problemet. Og 80 procent mente, at manglende viden om it-sikkerhed var årsagen til de menneskelige fejl.

Kun 11 procent af deltagerne oplyste, at alle deres it-medarbejdere var uddannet i sikkerhed. Hos 22 procent havde ingen af it-medarbejderne fået sådan en uddannelse.

Comptia tilbyder selv en certificering af sikkerhedsviden i form af programmet Security+.

Links