Windows 2000-rettelse giver problemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/3/2003

Den rettelse til et sikkerhedshul i Windows 2000, som Microsoft udsendte tidligere på ugen, kan få nogle systemer til at gå ned. Microsoft anbefaler, at man installerer Service Pack 3, før man installerer rettelsen.

Problemerne er fundet på computere med Windows 2000 og Service Pack 2, hvor der desuden er installeret forskellige rettelser. Har man sådan et system, anbefaler Microsoft, at man kontrollerer versionsnummeret på filen ntoskrnl.exe: Versionerne fra og med 5.0.2195.4797 til og med 5.0.2195.4928 kan ikke køre med den nye fejlrettelse.

Man kontrollerer versionsnummeret ved at højreklikke på ntoskrnl.exe, der ligger i Windows-mappen under System32.

Kunder, der ikke har mulighed for at installere Service Pack 3, bedes kontakte Microsoft for at få en version af ntoskrnl.exe, der er kompatibel med den nye rettelse.

Links