Vækst i virus fladede ud fra 2001 til 2002

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/3/2003

Der bliver fortsat flere virusangreb, men væksten fra 2001 til 2002 var meget mindre end tidligere år. Det fremgår af undersøgelsen "ICSA Labs Virus Prevalence Survey 2002", som netop er offentliggjort.

I 2001 registrerede deltagerne i gennemsnit 103 virusinfektioner om måneden. I 2002 steg tallet kun til 105. I perioden 1996 til 1999 fordobledes antallet stort set hvert år.

En anden positiv tendens er, at virus volder mindre skade. Sikkerhedsfirmaet ICSA Labs bad deltagerne angive, hvor mange katastrofer virusangreb medførte. En katastrofe er, når et stort antal pc'er bliver inficeret. I 2002 var der 80 katastrofer, hvor der året før var 84.

Firmaet spår dog ikke, at den lave vækst vil fortsætte. Rapporten foreslår, at vi kan være midt i overgangen til en ny generation af virus. De mest udbredte virus i dag er dem, der bruger flere metoder til at sprede sig med: E-post, fildeling og udnyttelse af sårbarheder. I fremtiden kan vi se virustyper, der også kan angribe forskellige typer udstyr, herunder lomme-computere og mobiltelefoner.

Links