Microsoft-rettelse kan gøre XP sløv

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/4/2003

Den seneste sikkerhedsrettelse til Windows kan i nogle tilfælde gøre Windows XP langsom. Microsoft har endnu ingen løsning på problemet.

Rettelsesprogrammet lukker et sikkerhedshul i selve Windows-kernen. Men nogle brugere har oplevet, at det tager op til ti sekunder at åbne en applikation, efter at rettelsen er installeret. Det skriver bladet Network World.

"Vi er blevet opmærksomme på nogle isolerede tilfælde, hvor kunder oplever problemer med ydeevnen, efter de har installeret rettelsesprogrammet," siger Stephen Toulouse fra Microsofts sikkerhedscenter til bladet. Der er dog ingen brugere, som har kontaktet firmaets kundeservice.

Brugere, der har oplevet problemerne, har set dem forsvinde, når de afinstallerede rettelsesprogrammet.

Microsoft anbefaler fortsat, at alle installerer rettelsen, og at man kontakter kundeservice, hvis den giver problemer.

Links