Microsoft forenkler sikkerhed i Windows-server

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 30/4/2003

Til sommer kommer Microsoft med et program, der gør det let at tilpasse sikkerheden i Windows Server 2003. Foreløbig har firmaet udgivet en 300 siders guide om emnet.

Guiden, der kan hentes på Microsofts web-sted, hedder Windows Server 2003 Security Guide. Den indeholder en oversigt over sikkerhedsfunktionerne i det nye styresystem. Desuden har den forslag til, hvordan man bør konfigurere servere ud fra de opgaver, de skal løse. Blandt eksemplerne er en filserver, en web-server og en printserver.

I midten af året vil Microsoft med udgangspunkt i guiden udsende et program, der kan hjælpe med at konfigurere servere sikkert. Programmet stiller en række spørgsmål til administratoren af serveren. Ud fra svarene danner det forslag til en sikker konfiguration, fortæller Michael Stephenson fra Microsoft til nyhedstjenesten Itworld.

Links