TDC skal selv betale for sex-opkald

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/5/2003

En forbruger, hvis pc havde ringet op til dyre sex-linier i udlandet, fordi der var installeret et automatisk opkaldsprogram på den, slipper for regningen. Vestre Landsret har afgjort, at TDC skal betale udgiften, skriver flere medier.

Sagen handler om telebondefangeri: En pc-bruger surfer på nettet og får uden at vide det installeret et program på pc'en. Det sørger for med jævne mellemrum at ringe op til dyre telefonnumre i udlandet. Bagmændene får en del af den pris, der betales til teleselskabet.

Det skete for Irene Havmand. I løbet af to uger ringede hendes pc for 31.000 kroner til en sex-linie på øen Sankt Helena. Hun klagede over teleregningen, men både IT- og Telestyrelsen og Telebrugernævnet gav TDC medhold i, at hun skulle betale regningen. Så anlagde Forbrugerrådet sag mod TDC på vegne af Irene Havmand, og den sag er nu afgjort til hendes fordel.

Ifølge DR Nyheder er der over 500 kunder i samme situation. De kan nu anlægge tilsvarende sager.

Efter der blev opmærksomhed på problemet med telebondefangeri i foråret, valgte teleselskaberne at spærre for opkald til en række lande.

Links