Eurosedler kan få indbyggede radiochips

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/5/2003

Ifølge et japansk nyhedsbureau overvejer den europæiske centralbank at indbygge radiobrikker i europengesedler.

Radiobrikkerne skal i givet fald leveres af Hitachi, der har udviklet en chip, som fylder 0,4 gange 0,4 millimeter. Den er kun 60 mikrometer tyk og kan derfor indlejres i papir.

Teknologien vil gøre det muligt at identificere og spore eurosedler. Den fungerer på samme måde som de radiobrikker, der bruges i tøjbutikker for at forhindre tyveri.

Ifølge nyhedstjenesten Itworld vil Den europæiske Centralbank ikke kommentere forlydenderne, der stammer fra det japanske nyhedsbureau Kyodo. "Vi forsker løbende i forskellige teknologier, der kan bruges i forbindelse med pengesedler," lyder det fra en talsmand.

Links