Af Torben B. Sørensen, 29/01/18
Svindlere på sociale medier bruger primært manuelle metoder til at sprede deres svindelnumre. Det fremgår af statistikker fra sikkerhedsfirmaet Symantec.
Tre metoder til at få spredt svindel på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter er altdominerende i statistikken: Manuel svindel, hvor brugere narres til at dele links til svindelsider. Like-jacking, hvor en teknisk sårbarhed lader et klik på "Synes godt om" gælde for noget andet end det, brugeren ser. Og falske tilbud om rabatter, gratis produkter og andre fordele.
Kun like-jacking har et teknisk element. De to øvrige metoder afhænger helt af, at svindlerne kan narre folk til at dele deres information.
Fra oktober til december har manuel deling udgjort en stadig større del af svindelmetoderne.