Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/7/2003
I 2002 havde danske virksomheder færre sikkerhedsproblemer end året før. Det viser en undersøgelse fra Videnskabsministeriet.Undersøgelsen, "Datasikkerheden i Danmark år 2002," er den tredje af slagsen. Godt 300 virksomheder har besvaret det spørgeskema, der ligger til grund for undersøgelsen.
Det hyppigste sikkerhedsproblem var både i 2001 og 2002 virusangreb. I 2001 havde knap 74 procent af deltagerne mærket virusangreb. Det tal faldt i 2002 til godt 50 procent. Samtidig var skaderne mindre: I 2001 betegnede 16 procent af dem, der blev ramt af virus, konsekvenserne som alvorlige eller katastrofale. Året efter var kun godt seks procent i den kategori.
Problemer med telekommunikation og strøm var nummer to og tre på listen over sikkerhedsproblemer. Til gengæld har flere firmaer fået styr på sikkerhedskopieringen: Knap 34 procent af deltagerne havde problemer med backup, hvor tallet i 2001 var 53 procent.
Tilfælde af uautoriseret adgang faldt fra 19 procent i 2001 til 15 procent i 2002.
Forbedringerne kan hænge sammen, med at virksomhederne er blevet mere opmærksomme på behovet for it-sikkerhed. Således er antallet af virksomheder, der har en egentlig organisation til at tage sig af it-sikkerheden, steget lidt: Fra 42 procent af deltagerne i 2000 til 46 procent i 2002.