Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 13/11/2003
Flere firmaer bliver truet med angreb, der vil sætte deres websteder ud af drift, hvis de ikke betaler afpresningspenge til bander, der menes at høre hjemme i Østeuropa.Ifølge avisen Financial Times er det seneste eksempel et engelsk websted for online væddemål. Webstedet blev udsat for et angreb, der satte det ud af drift. Derefter modtog det besked om, at det ville blive angrebet igen, hvis dets ejere ikke betalte titusinder af pund til bagmændene.
Storbritanniens National Hi-Tech Crime Unit samarbejder med politi i andre lande i efterforskningen af sagen. Forbryderne menes at befinde sig i Østeuropa.
Afpresserne udnytter computere, som de har overtaget kontrollen over via orme eller hacking. Disse computere afsender uden deres ejeres vidende angreb rettet mod de websteder, afpresserne vil have penge fra.
Ifølge Financial Times har nogle websteder mødt krav om, at de skal betale over 300.000 kroner til afpresserne.