Sådan kan en forhandling om løsesum foregå

Financial Times udgiver forhandlingsspil.

Vil du prøve at forhandle med ransomwareaktører?

Så er muligheden der nu. Financial Times har udviklet et interaktivt forhandlingsspil om et ransomwareangreb, der på meget effektiv og skræmmende vis leder én igennem processer og situationer, som antageligvis er dem, der udspiller sig for de mange virksomheder, der bliver udsat for ransomwareangreb dagligt. Og som ifølge Financial Times medfører, at op mod 60 pct. af de angrebne virksomheder vælger at udbetale løsesummen.

Denne skribent har prøvet spillet og må sige, at det er godt udtænkt. Det er baseret på interviews med ofre og forhandlere og giver derfor et godt og realistisk billede af, hvad man kommer igennem. Der er foruddefineret nogle forskellige dialogmuligheder, som ændrer sig afhængig af, hvad man svarer på spørgsmålene. Vil man betale med det samme? Vil man afvise med det samme? Hvad betyder det for virksomhedens evne til at overleve?

Denne skribent valgte en hold-linjen-varm-strategi. Dette for at vinde tid til at lave interne undersøgelser af egne systemer og backup’en for at se, hvor meget i virksomhedens netværk, der var påvirket af angrebet.

Hvad resten af forhandlingen førte med sig, skal ikke afsløres her, men man kommer både igennem et bestyrelsesmøde, orienteringer fra det tekniske personale og andre situationer, som påvirker én i en forhandlingssituation.

Spillet afsluttes med en ’explainer’ om, hvad ransomware er, statistik over ransomwareangreb og tabet som følge af ransomware.

Det er effektiv formidling.

Links:

https://ig.ft.com/ransomware-game/