Råd nr. 5 Pas godt på medarbejdere og kolleger

Cybervoxpop: Passer I godt (nok) på jeres medarbejdere og kolleger?

Når I ansætter nye medarbejdere, er det en god ide med et grundigt baggrundstjek for at se, om CV’et virker legitimt. Tjek bl.a. referencer og vurder, om de angivne publikationer er reelle. Se også, om der skulle være noget bekymrende i forhold til jeres organisations værdier og interesser.

I hverdagen er medarbejdertrivsel vigtig – også ud fra et sikkerhedsperspektiv. Arbejdspres og mistrivsel kan føre til fejl, som kan åbne for sikkerhedsmæssige sårbarheder. I værste fald kan mistrivsel medvirke til, at en ellers loyal medarbejder eller kollega kan ende som kilde for en konkurrent eller en fremmed efterretningstjeneste. Vær også opmærksom, hvis en udenlandsk medarbejder eller kollega kan være underlagt et pres fra hjemlandets efterretningstjeneste.

Overvej, hvilken adgang den enkelte skal have til jeres beskyttelsesværdige viden, teknologi og produkter – også i tiden op til og efter kontraktudløb. Se gerne PET’s publikation ”Pas godt på dine medarbejdere”

 

DKCERT gennemfører i cybersikkerhedsmåneden en cybervoxpop med udgangspunkt i de ti råd fra den genudgivne publikation "Er jeres forskning i fare?" fra Uddannelses- og forskningsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og PET. Hver uge i oktober tager vi to af rådene op og stiller vi spørgsmål til efterlevelsen af dem. Læs publikationen i sin helhed på https://ufm.dk/publikationer/2023/er-jeres-forskning-i-fare