2003 blev ormens år

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 19/1/2004

2003 blev det største virusår nogensinde.

Efter et forholdsvis stille år på virusfronten i 2002 blev 2003 det hidtil værste år både med hensyn til antallet af angreb og til skadernes omfang. Det viser en undersøgelse fra antivirusvirksomheden F-secure.

Størst skade gjorde ormene Slammer og Blaster, der inficerede millioner af computere verden over.

Slammer, der også gik under navnet Sapphire, stod i januar for et af de værste angreb på nettet til dato. Slammer spredte sig via netværk gennem Microsoft SQL Database og blev hurtigt en stor belastning for trafikken på internettet.

Blaster udnyttede en sårbarhed i Windows XP og Windows 2000 til at bruge den inficerede computer til at rette et denial of service-angreb mod windowsupdate.com. I sidste ende blev Microsoft tvunget til at lukke webstedet.

Antivirusvirksomheden Trend Micro vurderer, at virus- og ormeangreb kostede virksomheder over 55 milliarder dollars i 2003 mod cirka 30 milliarder året før.

Links