Trojansk hest forklædt som phishing

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/6/2004

Den trojanske hest Psyme.R forsøger at inficere computere via et link i en falsk ordrebekræftelse på et plasma-tv til over 4.000 dollars.

Linket i e-mailen leder angiveligt videre til en mulighed for at logge ind på sin konto hos TV-Shop, og følge hvor langt ordren er kommet.

Umiddelbart ligner det et forsøg på at lokke penge ud af modtageren ved at udgive sig for at være et kendt firma. Metoden kaldes også phishing.

Men klikker man på linket, kommer man i stedet ind på en sandsynligvis hacket dansk hjemmeside, hvorfra den trojanske hest Psyme.R forsøger at inficere computeren.

DK-CERT har modtaget anmeldelser fra danske brugere, der har modtaget e-mailen.

Psyme.R udnytter to sårbarheder i Internet Explorer, som der allerede er udsendt rettelser imod.

Hvis man har installeret de seneste sikkerhedsrettelser fra Microsoft, skulle man således være beskyttet mod angreb fra Psyme.R.

Links