Pocket PC får sin første trojanske hest

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/8/2004

For første gang er der udviklet et program, der fungerer som en trojansk hest på en Pocket PC.

Programmet, der går under navnene Brador og Bardor, virker på håndholdte computere med ARM-processor og styresystemet Windows CE (Pocket PC). Det åbner en bagdør på computeren, som hackere kan bruge til at fjernstyre den fra.

Som andre trojanske heste kan Brador ikke selv sprede sig. Brugeren skal aktivt gøre noget for at installere programmet på sin computer. Af samme grund regnes programmet ikke for nogen større risiko - antivirusfirmaet Symantec giver det sin laveste risikovurdering.

Antivirusfirmaet Kaspersky mener, at Brador er skrevet af en russisk virusprogrammør. De har set programmet vedlagt en russisksproget mail, hvor udvikleren tilbyder at sælge programmet. Køberne kan så udleje adgangen til de computere, Brador inficerer, så de kan bruges til at videresende spam med eller foretage angreb. Det skriver nyhedstjenesten Cnet.

Links