Service Pack 2 til Windows XP giver problemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 13/8/2004

Nogle brugere og softwareudviklere oplever problemer med programmer, der ikke fungerer med Service Pack 2. Pakken er endnu ikke tilgængelig på dansk.

Microsoft har i denne uge frigivet Service Pack 2 til Windows XP i en version, der er rettet mod systemadministratorer. Først senere bliver den tilgængelig for alle via automatisk opdatering og Windows Update. En version til Windows XP på dansk ventes i løbet af to-tre uger.

De første erfaringer med pakken viser, at nogle brugere kan installere og køre den uden problemer. Men andre oplever problemer. Det kan skyldes de mange ændringer, som Microsoft har foretaget af sikkerhedsmæssige grunde.

For eksempel rapporterer forfatteren af portscanningsprogrammet Nmap, at det ikke virker. Det skyldes, at Service Pack 2 ændrer på mulighederne for, hvordan applikationer kan udsende datapakker. Blandt andet begrænser den muligheden for, at datapakker udsendes med falsk afsenderadresse.

Internet Storm Center indsamler reaktioner fra brugere, der har afprøvet Service Pack 2. Den seneste statistik viser, at 45 procent rapporterer "Ingen problemer", mens 29 procent har oplevet mindre problemer.

Den indbyggede firewall er nu slået til som standard. Samtidig er en række andre standardindstillinger ændret, så systemet som udgangspunkt er mere sikkert. Når brugeren prøver at ændre en indstilling, der vil forringe sikkerheden, gør styresystemet opmærksom på det. Og nu er alle sikkerhedsrelaterede indstillinger samlet i et enkelt punkt under Kontrolpanelet.

Service Pack 2 giver mulighed for at udnytte processorer, der kan afmærke dele af arbejdslageret som dataområder. Styresystemet vil ikke tillade, at der afvikles programkode fra disse områder. Det ventes at kunne forhindre mange sårbarheder af typen bufferoverløb.

Links