Morten Eeg Nielsen leder europæisk taskforce om databeskyttelsesforordning

En international taskforce ser på de konsekvenser, EU's databeskyttelsesforordning har for forskningsnettene.

Morten Eeg Ejrnæs NielsenMorten Eeg Ejrnæs Nielsen fra DKCERT er formand for styregruppen i en nyoprettet taskforce i GÉANT-regi. Task Force Data Protection Regulation (TF-DPR) beskæftiger sig med databeskyttelsesforordningen og dens konsekvenser for nationale og internationale forskningsnet.

Taskforcen skal indsamle information, diskutere og udvikle værktøjer og best practices, som forskningsnettene kan bruge i forbindelse med forordningen. Forordningen har til formål at beskytte data om personer.

"Gruppen holdt sit første officielle møde den 30. oktober i Utrecht. Vi gennemgik blandt andet status for arbejdet med forordningen hos deltagerne," siger Morten Eeg Ejrnæs Nielsen. Han er projektleder for DKCERTs DPO-tjeneste, der rådgiver om databeskyttelsesforordningen.

Gruppen undersøger, hvilke eventuelle udfordringer forordningen kan medføre for forskning på tværs af landegrænser. Den ser også på forskelle mellem, hvordan den fortolkes i de enkelte medlemslande.

Foruden DeiC deltager en række andre nationale forskningsnet i taskforcen: Irske HEAnet, tyske DFN, hollandske SURFnet, britiske Jisc, svenske Sunet og portugisiske FCT/FCCN. Endvidere deltager CERN (the European Organization for Nuclear Research), GÉANT og Internet2.

"Flere forskningsnet tilbyder de samme tjenester såsom Filesender og eduroam. Derfor kan vi med fordel samarbejde om at udvikle aftaler, der dækker dem," siger Morten Eeg Ejrnæs Nielsen.

Gruppens navn indebærer, at den ikke er begrænset til GDPR (databeskyttelsesforordningen), men kan beskæftige sig med data beskyttelsesregulering generelt.

Læs mere

Keywords: