Af Nicolai Devantier, 14/05/18
Natten mellem den 13. og 14. maj er DSB blevet udsat for et overbelastningsangreb, et såkaldt DDoS-angreb, hvor en meget massiv internettrafik rettes mod et bestemt mål.
Overbelastningsangrebet har betydet, at rejsende ikke kunne købe billet via selskabets app, på hjemmesiden eller i billetautomaterne. Systemerne er ifølge DSB igen tilgængelige og fungerer efter hensigten.
Fra morgenstunden oplyser DSB dog på sin Twitter- og Facebook-side, at der stadig kan være problemer med at tilgå firmaets webside.
Underdirektør i DSB Aske Wieth-Knudsen fortæller til DR, at der ikke har været fare for togtrafikken, men at det alene har drejet sig om billetsalget samt interne systemer til telefoni og mail.
Ifølge DSB er der endnu ikke en forklaring på, hvorfor angrebet har ramt virksomheden.
Anbefaling:
Sørg for at have en risikovurdering og en politik med en plan for håndteringen af eventuelle overbelastningsangreb.