Af Nicolai Devantier, 21/02/19
Center for Cybersikkerhed (CFSC) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har udgivet en trusselsvurdering om cybertruslen fra medarbejdere som, bevidst eller ubevidst, truer informationssikkerheden i organisationen. Vurderingen er henvendt til ledelsen ved myndigheder og virksomheder.
Hovedvurderingerne ser således ud:
- Ubevidste insidere kan findes i alle organisationer, og medfører en øget sårbarhed overfor cybertrusler.
- CFCS og PET vurderer, at ubevidste insidere er involveret i op mod halvdelen af sikkerhedshændelserne i en organisation.
- Statslige aktører og cyberkriminelle udnytter ubevidste insidere i forbindelse med cyberangreb mod danske organisationer.
- Bevidste insidere er potentielt til stede i alle organisationer.
- Hovedparten af de bevidste insiderhændelser er ansporet af en konflikt med arbejdsgiveren.
- Uden effektiv adgangsstyring og logning kan det være umuligt at identificere en bevidst insider.
Anbefaling:
Ledelsen bør altid sikre, at der kommunikeres i et klart, tydeligt og forståeligt sprog, så der ikke er tvivl om, hvordan medarbejderen skal håndtere informationssikkerheden. Fremfor alt bør ledelsen være synlig i sin kommunikation af betydningen af informationssikkerhed og sætte fokus på at udbrede kendskabet til informationssikkerhedspolitikken.
Link:
- Trusselsvurdering: Cybertruslen fra bevidste og ubevidste insidere, information fra CFCS (PDF).