Af Nicolai Devantier, 20/11/19
Den uafhængige non-profit-organisation, AV-Comparatives, har udført en omfattende test af 16 antivirusprogrammers evne til at håndtere ondsindede programmer – en såkaldt Real-World Protection-test.
Alle antivirusprogrammerne er testet på en fuldt opdateret Windows 10 64-bit-maskine og udsat for 703 forskellige testcases. Du kan finde alle testdetaljerne via nedenstående link.
Real-World Protection-test udføres i et samarbejde mellem AV-Comparatives og University of Innsbruck’s Faculty of Computer Science and Quality Engineering.
AV-Comparatives er baseret i Østrig, og projektet blev startet i 1995 af Andreas Clementi, der på dette tidspunkt var studerende på universitetet i Innsbruck.
Andreas Clementi startede på baggrund af teknisk interesse og for at se på forskellene mellem sikkerhedsprodukter fra producenterne. Mange fandt hans projekt interessant og nyttigt, hvilket har betydet, at han stadig tester sikkerheds-software og stadig er uafhængig.
AV-Comparatives foretager løbende test af forskellige sikkerhedsprodukter.
I rapporten Danskernes informationssikkerhed, som DKCERT har udarbejdet i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, spurgte vi også til brugen af sikkerhedsprodukter.
I 2018 beskyttede 59 procent af borgerne deres pc med sikkerhedsprogrammer såsom antivirus og firewall. I 2016 var det 66 procent. 25 procent oplyser, at de ikke beskytter computeren og 16 procent ved det ikke.
Anbefaling:
Anvend altid sikkerhedsprodukter på alle dine enheder.
Links:
- Real-World Protection Test July-October 2019, testen fra AV-Comparatives.
- Real-World Protection Test February-May 2019, link til tidligere test.
- Stor test af sikkerheds-apps til Android, nyhed fra DKCERT.
- De bedste antivirus-programmer i 2018, nyhed fra DKCERT.
- Danskernes informationssikkerhed 2018.