Af Eskil Sørensen, 11/03/21
Danskerne er ret gode til at lære deres børn de gode råd om, at kodeord skal være lange, unikke og personlige. I al fald oplyser 72 pct. af os, der har børn, at vi gør det. De bedste til det element i børneopdragelsen findes i Region Nordjylland, hvor 76 pct. af respondenterne oplyser, at de lærer deres børn om kodeord, mens færrest i Region Sjælland gør det med 67 pct. af sjællænderne svarende ja på spørgsmålet.
Det er interessant, eftersom dette viser, at danskerne er bedre til at lære deres børn anbefalingerne om gode kodeord, end de selv er til at efterleve dem.
Vi skrev i slutningen af januar i den første af vores cybervoxpop-artikler, som er baseret på resultater fra rapporten Danskernes Informationssikkerhed, at 16 pct. af danskerne i høj eller meget høj grad efterlever anbefalingen om lange og unikke kodeord. Heraf var mændene en anelse bedre end kvinderne, mens dem, der har børn, kun er en anelse bedre end gennemsnittet. 19 pct. af respondenterne med børn oplyser, at de i høj eller meget høj grad efterlever anbefalingen om kodeord.
Ikke overraskende
På den anden side er det ikke et overraskende resultat: Mange forældre vil helt sikkert svare, at de lærer deres børn at bruge cykelhjelm, mens de selv gladeligt cykler afsted uden.
Måske skal myndighederne til at opfordre børnene til ligefrem at genopdrage deres forældre hvad kodeord angår.
Læs evt. mere om gode kodeord på Sikkerdigital.dk, der i forbindelsen med cybersikkerhedsmåneden i 2020 lancerede et nyt univers om familiens sikkerhed med en række forskellige værktøjer, der hjælper familierne med at sætte sikkerhed på dagsordenen derhjemme. Materialet kan findes på https://sikkerdigital.dk/borger/etklik/
Vi skylder at nævne, at dataindsamlingen, der danner baggrunden for rapporten er gennemført i sommeren 2020 af MEGAFON A/S for Digitaliseringsstyrelsen og DKCERT.
#Cybervoxpop
Hvordan er din kodeordspolitik i hjemmet?