Af Eskil Sørensen, 18/05/22
Center for Cybersikkerhed har hævet trusselsniveauet for cyberaktivisme mod Danmark fra LAV til MIDDEL. Det fremgår af en pressemeddelelse, som er sendt ud i dag.
Årsagen er aktivistiske cyberangreb udført i forbindelse med krigen i Ukraine, som CFCS vurderer i højere grad end tidligere vil kunne ramme mål i Danmark.
CFCS skriver, at mens der i krigens indledende fase i hovedsageligt blev ramt mål i Rusland, Belarus og Ukraine, er mål i de seneste uger også set ramt i vesteuropæiske NATO-lande. Således har pro-russiske aktivistgrupper angrebet virksomheder og myndigheder i Tjekkiet, Polen og Estland. Dermed har cyberaktivistiske angreb ikke kun ramt aktive parter i konflikten, men også lande i Ukraines nærområde.
CFCS vurderer, at det er muligt, at særligt pro-russiske hackere vil gå efter mål i Danmark. Det er en ændring af trusselsbilledet sammenlignet med de seneste år, hvor CFCS har vurderet, at cyberaktivister ikke har udvist intentioner om at ramme danske mål. I dag vurderer CFCS, at truslen gælder for danske organisationer eller personer med relationer til Ukraine, der kan blive ramt af angreb rettet mod mål i Ukraine.
CFCS fastholder, at trusselsniveauet for cyberaktivisme kan ændre sig igen med kort varsel afhængigt af krigens udvikling og skriver, at cyberaktivisme ofte sker i form af overbelastningsangreb (DDoS-angreb) mod eksempelvis hjemmesider eller internetforbindelser.
Links:
https://www.cfcs.dk/da/nyheder/2022/cfcs-haver-trusselsniveauet-for-cyberaktivisme-mod-danmark/