Af Eskil Sørensen, 11/04/23
Professionshøjskolen Via University College har i påsken været udsat for et hackerangreb. Det skriver TV2 på sin hjemmeside. Det fremgår af historien, at Center for Cybersikkerhed påskelørdag kontaktede professionshøjskolen for at orientere om angrebet.
Selve angrebet er udført mod IT-fællesskabet ITS, der bruges af en række skoler i Midt- og Nordjylland. ITS har base på Via University College. Konsekvensen har ifølge TV2 Østjylland i første omgang været, at Århus Statsgymnasium har aflyst undervisningen tirsdag pga. nedbrud på skolens it-systemer.
Fra en betroet kilde er DKCERT blevet oplyst, at angrebet kommer fra en ransomwaregruppe ved navn Vice Society. Vice Society er kendt for at angribe uddannelsessektoren med ransomware og har bl.a. stået bag angreb mod professionshøjskolen Absalon i januar i år. Angrebet mod Via University College er således ikke et cyberaktivistisk angreb, som det der ramte danske universiteter i februar.
Det er et klassisk træk fra trusselsaktører at iværksætte cyberangreb i forbindelse med ferier og helligdage.
Links:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-04-11-professionshoejskole-ramt-af-omfattende-hackerangreb-0
https://cert.dk/da/news/2023-01-18/Cyberangreb-paa-professionshoejskole