Cyberangreb mod hollandsk universitet

Opdaget en søndag aften af årvågne medarbejdere

Den 12. januar 2025 blev Eindhoven University of Technology (TU/e) i Holland udsat for et alvorligt cyberangreb, der tvang universitetet til at lukke sit netværk ned. Angrebet blev opdaget omkring kl. 21:00, da IT-personalet bemærkede mistænkelig aktivitet på serverne. Som en sikkerhedsforanstaltning blev hele netværket lukket ned i løbet af natten. Det fremgår af en nyhed på universitetets hjemmeside.

Som følge af nedlukningen blev alle netværksafhængige systemer utilgængelige, herunder e-mail, Wi-Fi, Canvas og Teams. Dette medførte, at al undervisning og andre uddannelsesaktiviteter blev aflyst mandag den 13. januar. Universitetets bygninger og campus forblev dog åbne, men uden adgang til netværksfaciliteter.

Den 13. januar meddelte TU/e, at arbejdet med at sikre og genoprette netværket fortsatte intensivt, men at det ikke ville være afsluttet samme dag. Derfor blev al undervisning også aflyst tirsdag den 14. januar.

Vicepræsident for universitet oplyser ifølge TU/e’s hjemmeside, at der arbejdes ”.. metodisk og med al kraft på at få TU/e's netværk sikkert og gradvist online igen med største omhu. Uddannelsessystemerne har højeste prioritet i denne henseende."

Universitetet har i forbindelse med hændelsen oprettet en helpdesk tilgængelig via WhatsApp for både medarbejdere og studerende og åbnede en fysisk spørgeskranke. Der er også arbejdet på forskellige scenarier for undervisning og eksamener, da eksamensperioden var planlagt til at starte ugen efter. Ph.d.-forsvar og ikke-netværksrelateret forskning har dog kunnet fortsætte som planlagt, da laboratorier og faciliteter er forblevet funktionelle og sikre.

Universitetet har efter det oplyste ingen indikationer på, at data er blevet stjålet, men efterforskningen er stadig i gang. Der er ingen kontakt med hackerne, og deres identitet er endnu ukendt.

Links:

Update on cyberattack: no education on Tuesday

Keywords: