DDoS-angreb udnytter åbne Memcache-servere til at mangedoble effekten

Angribere udnytter cache-systemet Memcache til at mangedoble virkningen af DDoS-angreb (Distributed Denial of Service).

De seneste dage har sikkerhedsfirmaer observeret en stor vækst i DDoS-angreb, der udnytter servere med cache-systemet Memcache. Angrebene er såkaldte reflection-angreb.

Angriberen sender en UDP-pakke med forfalsket afsenderadresse til en Memcache-server. Pakken indeholder en forespørgsel om at få tilsendt data fra serveren.

Serveren sender de ønskede data til den forfalskede afsenderadresse, der tilhører offeret. Derved bliver offerets IP-adresse overbelastet, da dataene kan være meget omfattende.

Hidtil har reflection-angreb blandt andet anvendt protokoller som NTP (Network Time Protocol) og SSDP (Simple Service Discovery Protocol). Memcache er først nu blevet populær.

Den er meget effektiv til at forstærke et angreb: En enkelt forespørgsel fra angriberen kan afføde 51.200 gange større svar, som sendes til offeret.

Netfirmaet Cloudflare har set Memcache-baseret trafik på op til 260 Gbit/s.

Kommunikationen foregår over UDP-port 11211.

Anbefaling

Sikkerhedsforskere opfordrer brugere af Memcache til at slå UDP-kommunikation fra. Man bør også overveje at isolere serveren fra internettet.

Links