Af Nicolai Devantier, 11/09/18
I sidste uge kunne DKCERT berette om, at Flyselskabet British Airways har mistet person- og kreditkortoplysninger fra 380.000 kunder i forbindelse med et angreb mod selskabets it-systemer.
Konsekvensen af disse datatab betyder, at Nets nu vurderer, at der skal udskiftes 14.000 betalingskort, det oplyser dr.dk.
På Nets Twitter-konto skriver virksomheden:
”Nets undersøger i øjeblikket i hvilket omfang danskere er berørt af hackerangrebet mod British Airways. Vi anbefaler, at danskere, der er blevet kontaktet direkte af selskabet, får deres kort udskiftet.”
British Airways skriver ligeledes på sin hjemmeside at alle, der mener, at de er berørte af episoden, skal kontakte enten bank eller kreditkortudsteder og følge deres procedurer.
Hvis du har fløjet med selskabet British Airways i perioden 21. august til 5. september 2018, så skal du altså være opmærksom på dine personlige data og kortoplysninger.
Anbefaling:
Vær altid opmærksom på dine følsomme data. Hvis du mener at være i farezonen så ret dine adgangskoder og kontakt din kreditkortudsteder angående en eventuel spærring.
Links:
- Vær opmærksom hvis du har fløjet med British Airways, nyhed fra DKCERT.
- Mistanke om misbrug: 14.000 betalingskort skal udskiftes, artikel fra DR.dk
- Nets twitter-besked.