Af Nicolai Devantier, 12/09/18
Stofa, der udbyder telefoni og bredbånd, har lukket ned for en kundetjeneste. Det drejer sig om ”Mine Sider”, som er en selvbetjeningsløsning for virksomhedens kunder.
Fredag aften er der i følge udbyderens kommunikationschef blevet konstateret et angreb, der har givet uvedkommende adgang til lige knap 2.000 kunders konti. Der er blandt andet kontaktoplysninger, som eksempelvis mail-adresse, tilknyttet profilen.
Endvidere oplyser firmaet til Version2, at den uønskede adgang sandsynligvis skyldes, at der har været anvendt usikre adgangskoder.
På Stofas webside kan man blandt andet læse følgende:
”Mine Sider er midlertidigt lukket af sikkerhedsmæssige årsager.” og ”Årsagen til lukningen af Mine Sider er, at vi kan se, at udefrakommende ad flere omgange har forsøgt at få adgang til vore kunders Mine Sider. For at forhindre dette har vi lukket Mine Sider.”
Anbefaling:
Anvend altid stærke adgangskoder gerne på 12 tegn. Benyt ikke den samme adgangskode på tværs af tjenester. Skift altid din adgangskode, hvis en tjeneste er blevet kompromitteret.
Links:
- Stofa: Mine Sider, oplysning fra Stofa.
- Datalæk: 2.000 Stofa-kunder ramt af hackerangreb, artikel fra Version2.
- Tjekkisk teleselskab forsøger nu at straffe kunder med svage adgangskoder, nyhed fra DKCERT.