Af Eskil Sørensen, 05/11/24
Muligheden for at sende forslag til oplæg til den kommende FIRST-konference er nu åbnet. Det skete i fredags, da formanden for programkomiteen, DKCERTs tidligere chef Henrik Larsen, på LinkedIn annoncerede, at "Call for speakers" nu er åbnet, og derigennem opfordrede han på vegne af programkomiteen folk inden for miljøet om at tilkendegive, at de ønsker at blive taler på konferencen. Henrik Larsen opfordrer særligt danske og skandinaviske oplægsholdere til at melde sig på banen, så de kan være med til at sætte et fingeraftryk på konferencen.
Det fremgår af FIRSTs konferencehjemmeside, at komiteen leder efter ideer, udviklinger eller erfaringer, der kan anvendes til at fremme sikkerheden, beredskabspraksis og håndtering af hændelser. Konferencens titel er "Fortresses of the Future: Building Bridges, Not Walls", og under dette udsagn inviteres til oplæg inden for blandt andet følgende emner:
- Nye angrebstyper – tekniske, menneskelige, forsyningskædeangreb osv.
- Nye forsvarsmetoder – ud over perimeterforsvaret
- Nye mål – sikkerhed og respons mod hændelser på mobil, incident command systems, IoT, cloud osv.
- Værktøjer og teknikker til analyse af angreb
- Bedre produkter – produktsikkerhed, sikker softwareudvikling
- Nationale CSIRT'er, roller mv
- "Joining Forces" – deling af information, samarbejde, arbejde med andre
- Privatliv, etik, normer, ledelse, standarder og bedste praksisser
- Opbygning af færdigheder – fx kommunikation, hændelsesrespons, ledelse
- Håndtering af SOC'er/CSIRT'er/PSIRT'er – rekruttering/træning, kommunikation med ledere osv.
Kommercielle præsentationer og markedsføringsoplæg på FIRST-konferencen er ikke tilladt. Deadline for indsendelse af forslag til oplæg er den 13. december.
Det er Center for Cybersikkerhed, der er lokal vært for FIRST-konferencen FIRSTCON2025. Selve konference foregår i Bella Center fra den 22. juni til 27. juni, og forventningen er, at der kommer mere end 1000 deltagere. Konference varer i fem dage og er åben for såvel medlemmer af FIRST som ikke-medlemmer. Også ikke-medlemmer kan holde oplæg.
FIRST står for Forum for Incident Response Teams og er en verdensomspændende samarbejdsorganisation med pt. 752 medlemmer fra 111 lande. Heraf er der hhv. 14 danske, 25 norske, 12 svenske og fire finske teams .