Af Torben B. Sørensen, 09/02/17
Rapporten "Cybertruslen mod Danmark" indeholder fire risikovurderinger:
Truslen fra spionage mod myndigheder og virksomheder regnes for meget høj. Det samme gælder truslen fra it-kriminalitet. Her er ransomware og DDoS-angreb blandt de mest benyttede angrebsmetoder.
Truslen fra cyberaktivisme regnes for middelhøj, mens truslen fra cyberterror er lav.
Alle vurderingerne er det samme som i den tilsvarende rapport fra 2016.
Inden for cyberspionage kender Center for Cybersikkerhed til gentagne angrebsforsøg rettet mod Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriets myndighedsområde.
Oplysningerne om it-kriminalitet kommer blandt andet fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3). De melder om en kraftig stigning i direktørsvindel, hvor svindlere narrer betroede ansatte til at overføre penge ved at give sig ud for at være ledende medarbejdere.
Generelt betegner rapporten truslen fra it-kriminalitet som stigende i omfang og kompleksitet.
Links
- Hackere angriber Danmark for at spionere og begå kriminalitet, pressemeddelelse fra Center for Cybersikkerhed
- Cybertruslen mod Danmark