Af Nicolai Devantier, 31/05/18
Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) har fået svar fra 1198 danskere på et spørgsmål om, de har oplevet svindel i forbindelse med handel på nettet.
To procent svarer, at de har fået misbrugt deres kortoplysninger, mens fem procent svarer, at de ikke har modtaget den bestilte vare.
FDIH peger på, at de største problemer med svindel er i forbindelse med kinesiske butikker. Selv om det kun er tre procent af danskerne, der køber ind i Kina, så er kinesiske virksomheder indblandet i hver femte svindelsag.
Det konkluderes blandt andet i opgørelsen, at de kinesiske svindlere især har specialiseret sig i kortmisbrug, mens amerikanske virksomheder ’glemmer’ at sende de bestilte varer.
I Danmark er det abonnementsfælder, som oftest snyder forbrugerne.
Selv om du bliver offer for et svindelnummer, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at pengene er tabt. Godt en tredjedel af de forbrugere, der har oplevet svindel, har således fået dækket hele deres tab, mens otte procent har fået dækket dele af deres tab.
KILDE: FDIH.
Anbefaling:
Du skal altid undersøge web-shoppen grundigt, inden du trykker køb. Se eksempelvis efter CVR-nummer, e-mærket og kontaktoplysninger. Du er forholdsvis godt beskyttet, når du handler online indenfor EU. Du har for eksempel 14 dages fortrydelsesret ved køb af langt de fleste varer.
Link:
- Svindel: Det er sikkert at handle på nettet, opgørelse fra FDIH.
- Online shopping: Undgå at blive snydt på nettet, Forbrugerrådet Tænks guide til nethandel.