Af Nicolai Devantier, 11/09/19
Dennis Larting er blevet ansat som daglig leder af telesektorens decentrale cyber- og informationssikkerhedsenhed (TeleDCIS), som er oprettet i medfør af National Strategi for Cyber- og Informationssikkerhed.
Som leder af TeleDCIS er hans primære opgaver at sørge for informationsudveksling og validering af information mellem sektoren og Center for Cybersikkerhed (CFCS) samt forestå vedligeholdelsen af risiko- og sårbarhedsvurderinger.
Telesektoren dannede tidligere på året en forening, hvor 12 udpegede teleselskaber er repræsenteret. Her blev det vedtaget, at DKCERT skulle være vært for den kommende TeleDCIS og levere ydelsen som en integreret del af DKCERT.
Begrundelserne var blandt andet, at DKCERT er en uafhængig institution med en lang erfaring med sikkerhed på forskningsnettet og mange internationale kontakter og forbindelser indenfor informationssikkerhed.
Telesektoren ønskede at placere sin DCIS i et eksisterende fagligt miljø og DeiCs bestyrelse vedtog i februar 2019, at DKCERT kan levere ydelsen.
Derfor er Dennis Larting nu flyttet ind på sit kontor i bygning 305 på DTU i Lyngby sammen med DKCERT.
Dennis Larting kommer fra en stilling i TDC som chefkonsulent, hvor han også i en periode har fungeret som formand for Teleindustriens udvalg for myndighedssamarbejde.