Af Torben B. Sørensen, 22/05/17
DKCERT behandlede 95.597 sikkerhedshændelser i 2016. 86.993 var advarsler fra tredjepart om potentielle sikkerhedsrisici. Dermed var antallet af egentlige sikkerhedshændelser på 8.604. Både mængden af advarsler og egentlige hændelser faldt i forhold til året før.
Det viser DKCERT Trendrapport 2017, som netop er offentliggjort.
En årsag kan være, at institutionerne på forskningsnettet har fået bedre styr på sikkerheden. De har fjernet sårbare systemer fra netværket, så de hverken bliver fundet af DKCERTs scanninger eller af it-kriminelle.
Årets tema er sikkerhed i Internet of Things (IoT). Fire eksterne bidragydere skriver om aspekter af sikkerhed og IoT:
- IoT og fremtidens betalinger.
- Når den fjerde revolution rammer os.
- Innovation og sikkerhed – et nødvendigt skisma?
- Kobling af logisk og fysisk sikkerhed med sensorer.
Derudover indeholder trendrapporten en gennemgang af DKCERTs aktiviteter i 2016 og statistikker over sikkerhedshændelser, advarsler og sårbarhedsscanninger.