Data om en halv milliard Yahoo-brugere blev stjålet i 2014

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/9/2016

Et hackerangreb i 2014 førte til, at hackere fik fat i data om mindst 500 millioner brugere af Yahoos webtjenester. Dataene omfatter passwords beskyttet med hashfunktioner.

I nogle tilfælde indgik der også krypterede eller ukrypterede sikkerhedsspørgsmål med tilhørende svar. De bruges til at give adgang, hvis en bruger har glemt sit password. Hvis brugere har benyttet samme svar på andre tjenester, kan de lækkede data misbruges.

Yahoo er gået i gang med at informere brugere, der kan være berørt af angrebet. De vil blive bedt om at skifte password. Yahoo har slettet ukrypterede sikkerhedsspørgsmål og -svar, så de ikke kan bruges længere.

Angrebet fandt sted i slutningen af 2014. Yahoo formoder, at en hackergruppe tilknyttet et lands regering står bag.

Anbefaling
Skift password til Yahoo, hvis du ikke har skiftet det siden 2014.

Links