USA idømmer russisk hacker 27 års fængsel

En amerikansk dommer har afsagt den hidtil hårdeste dom over en hacker: 27 års fængsel.

Den 32-årige russer Roman Valeryevich Seleznev, der også er kendt under dæknavnet "Track2", blev den 21. april idømt 27 års fængsel. Han blev sidste år fundet skyldig i 38 tiltalepunkter, hvor han har svindlet 3.700 pengeinstitutter i USA. Han fik mindst 169 millioner dollars ud af sin svindel.

Han hackede sig ind i kasseapparater og installerede skadelig software i dem. Programmet opsamlede numre på betalingskort, som han solgte videre på det sorte marked.

Kriminaliteten fandt sted 2009-2013. Angrebene var især rettet mod små virksomheder såsom restauranter og pizzabarer.

Seleznev blev arresteret i Maldiverne i 2014. Ved anholdelsen havde han en laptop med mindst 1,7 millioner stjålne kreditkortnumre.

Han kan blive idømt yderligere straffe, da han også er tiltalt i retssager ved føderale instanser i Georgia og Nevada.

Links